HUCAMAs værktøjer, produkter og løsninger er tæt sammenkoblet med to store forskningsområder, nemlig personers personlighed samt personers begavelse/intelligens.

1) Forskning i personlighed

Alt HUCAMAs arbejde baseres på forskning om de såkaldte ”Big Five”-faktorer eller ”Five Factor Model” (FFM – Femfaktormodellen). Disse fem dimensioner har man i over 50 år anvendt for at beskrive en persons personlig. Dimensionerne er som følger:

N: Neuroticism/Behov for stabilitet

E: Extraversion/Udadvendthed

O: Openness/Åbenhed

A: Agreebleness/Imødekommenhed

C: Conscientiousness/Samvittighedsfuldhed

HUCAMAs test er udviklet på baggrund af Pierce Howards forskning. Pierce og Jane Howard var nogle af de første, der er i midten af 1900 kom med en videnskabelig artikel om Big Five i virksomhedsøjemed.

Big Five-modellen er baseret på tung, evidensbaseret forskning. Den baserer sig således på fakta og ikke på en typeteori, som fx Meyers Briggs.

Big Five beskriver personers personlighed og er beskrivende, frem for forklarende. Den er baseret på sprog – cirka 1200 adjektiver. HUCAMA tilbyder testen på 24 sprog via HUCAMA/PI Company.

2) Forskning i begavelse/intelligens

HUCAMAs intelligensmålinger bygger på Speramanns antagelser om en overordnet intelligens, den såkaldte g-faktor eller generelle intelligens. Denne kan måles ved, at en person tager en test omhandlede tre områder:

Gennem faktoranalyse har det vist sig, at disse tre områder kan forklare en persons grundlæggende intelligens. Indenfor intelligens skelner man mellem ”fluid and crystalized intelligence”. Generelt kan siges, at den flydende intelligens er genetisk bestem, hvor den krystalliserede er skabt gennem oplevelser, erfaringer mv. Den flydende intelligens er karakteriseret ved evnen til at drage konklusioner baseret på information, man ikke har viden om eller tidligere praktisk erfaring med. Når vi måler g-faktorer er det hovedsageligt sidstnævnte intelligens, vi analyserer.

Hvorfor “g”?

IQ er løbende blevet kritiseret, hvorfor mange har en vis skepsis over for begrebet. Den britiske psykolog Charles Spearman bemærkede dog allerede i 1923, at begrebet intelligens faktisk ikke er så misvisende. Han har bevist, at hvis en person fik en høj score i en bestemt form for intelligens, var det overvejende sandsynligt, at denne person også vil score højt i en anden intelligens test. På baggrund af disse fund formulerede Spearman begrebet ”generel intelligens”, også kendt som ”g-faktoren”, som er en generel evne der gør, at man drager fordel af alle de evner, man har.